Der findes flere forskellige typer af hamster, men de mest populære herhjemme er guldhamster og forskellige typer af dværghamster. Ordet hamster kommer fra det tyske ord hamstern, der betyder at hamstre. Navnet hamster har dyret fået, fordi det har kindposer, som det kan opbevare mad i. En slags forrådsposer om man vil.
Bonusviden
Hamsteren kan komme ind i huller, der er på størrelse med en sodavandskapsel, så man skal have et øje på den hele tiden, hvis den løber rundt på gulvet.
Væremåde
At have en hamster som kæledyr er forholdsvis let. Den skal have et lille til mellemstort bur, gerne med et lille hus (helst af træ), som den kan sove i. Desuden skal der være et hjul, for hamstere elsker nemlig at løbe og da buret er for lille til at løbe maraton i, kan hamsteren få motion ved at bruge hjulet. Hjulet skal være med fast bund, så hamsteren ikke får benene i klemme, mens den løber.
I buret skal der desuden være strøelse og en god tot hø, som den kan bygge huler i og så skal der naturligvis være en madskål og en vandskål. Vandet skal skiftes hver dag og maden skal fyldes op efter behov. Buret skal rengøres en gang om ugen. Husk også en kalksten, da hamsterens tænder vokser hele livet og den derfor har behov for noget at slibe dem på.
Udseende:
Farverne kan variere fra grå over gråbrun til guld og hvid. Hamsteren bliver typisk mellem 2-3 gammel og guldhamsteren er kønsmoden allerede, når den er 4 uger gammel.